Korset på Fadervorbåndet

Fadervorbåd med kors

Der kan sættes et kors på Fadervorbåndet. Det ser godt ud, og det markerer Fadervorbåndet som et kristent bedebånd.
Korset er den kristne tros symbol.

Trosbekendelsen i meget kort form:
"Vi tror på den korsfæstede og opstande frelser Jesus Kristus."
Korset er tomt som graven påskemorgen.

Korset er også tegn på den fuldkomne kærlighed, den der tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.
Jesus Kristus er med os i lidelse, i smerte, i døden, i alt.

Og korset er et tegn  på Guds kraft og på Jesu sejr over døden og mørkets magt.
Lyset gennembryder mørket.
Livet sejrer over døden.
Kærligheden er stærkere end ondskab og had.
Man har altid forbundet korsets tegn med magt til at beskytte mod det onde, og i kirken velsigner vi menigheden med korsets tegn.

På Fadervorbåndet sætter jeg gerne korset midt i mellem perlerne, ikke fordi det er en del af bønnen, men alligevel:
Jeg beder til Gud i tro på Jesus Kristus. Han har givet os Fadervor og han er med os, når vi beder.
Vi er ikke alene, for han er der i vores hjerte eller usynlig ved vores side, når vi beder til Gud.
Som regel sætter jeg korset  på Fadervorbåndet med 3 perler før og 4 efter. De tre første perler er de tre første bønner i Fadervor, som handler om Gud. De sidste 4 perler handler om os selv og vores liv her i verden.
Det synes mig rigtigt at placere  korset i midten.
Korset er også et tegn på mødet mellem Gud og verden.

Hanne Bohr



Til Theofilus Til sidens begyndelse Adresser og links